Vedtægter for Ishøj Sejlklub
Afsnit 1: Definition af klubben – §§1-4
Afsnit 2: Medlemskab – §§5-14
Afsnit 3: Klubbens Organisation – §§15-21
Afsnit 4: Bestyrelsen – §§22-26
Afsnit 5: Økonomi og regnskab – §§27-29
Afsnit 6: Vedtægtsændringer – §30
Afsnit 7: Klubben opløsning – §31
Afsnit 8: Ikrafttræden – §32
Afsnit 1: Definition af klubben
§ 1. Klubbens navn er Ishøj sejlklub, forkortet IS. Dens hjemsted er Ishøj havn i Ishøj kommune
§ 2. Klubbens formål er at fremme interessen for fritidslivet på søen.
Dette søges bl.a. opnået ved afholdelse af kap- og tursejladser, øvelses- og navigationssejladser samt sportsfisketure.
Det er desuden formålet at give medlemmerne kendskab til navigation og sømandskab samt sikkerhed og ansvar til søs.
Det er endvidere formålet at varetage medlemmernes fælles interesse m.h.t. plads- og lokaleforhold, samt at styrke kammeratskabet blandt disse ved afholdelse af klubaktiviteter og selskabelige arrangementer.
Partipolitisk virksomhed må ikke finde sted. Erhvervsmæssig virksomhed må kun finde sted, såfremt det tjener klubbens formål.
§ 3. Klubbens bomærke er Tors hammer med sammenslynget IS. Klubbens stander i blåt på rødt baggrund. Stander og bogmærke skal være efter en af bestyrelsen godkendt model. Standeren må kun føres af et lystfartøj, hvis ejer eller fører er aktivt medlem af Ishøj sejlklub.
§ 4. Klubben er tilsluttet Dansk Sejlunion, Danmarks Fritidssejler Union, og Ishøj Idrætsråd.
Afsnit 2: Medlemskab
§ 5. Aktive medlemmer kan af bestyrelsen optages i klubben efter skriftlig anmodning.
Som medlemmer af juniorafdelingen optages ansøgere til det fyldte 18. år efter forældres/værges skriftlige samtykke.
Passive medlemmer kan af bestyrelsen optages i klubben efter skriftlig anmodning
§ 6. Som æresmedlemmer kan optages medlemmer eller andre, som har gjort sig særlig fortjent hertil. Æresmedlemmer vælges af generalforsamlingen på bestyrelsens anbefaling.
Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.
§ 7. Enkelt aktivt medlem: er stemmeberettiget og valgbar til foreningens bestyrelse (kræver 1 års medlemskab) samt berettiget til at deltage i alle aktiviteter i foreningen
Familie på samme adr.: 2 personer over 18 år samt alle børn under 18 år. 2 personer over 18 år er stemmeberettigede og valgbare til bestyrelse (kræver 1 års medlemskab) og alle er berettiget til at deltage i alle aktiviteter i foreningen.
Junior-, sejlerskole- og passivt medlem har ikke stemmeret, men kan deltage i alle aktiviteter i foreningen
§ 8. Det er ethvert medlems pligt at virke til gavn for klubben. Aktive medlemmer har pligt til at stille deres arbejdskraft til rådighed for vedligeholdelse af klubbens faciliteter i nødvendigt omfang efter bestyrelsens skøn.
§ 9. Medlemskontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling for den følgende regnskabsperiode og forfalder til betaling pr. 1. februar og dækker perioden 1. januar til 31. december. Sidste rettidige betalingsdag er den 15. februar. Såfremt betalingen ikke har fundet sted inden denne dato, tilsendes der medlemmet et påkrav om betaling af det forfaldne beløb samt et restancegebyr. Har medlemmet stadig ikke betalt senest 14 dage efter påkravet, slettes medlemmet uden yderligere varsel.
§ 10. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde (eksempelvis påvist økonomisk trang) delvis fritage enkelte medlemmer for kontingentbetaling. Generalforsamlingen kan fastsætte generelle rabatter, gældende for flere medlemmer af samme husstand.
§ 11. Gyldig udmeldelse af klubben kræver, at der til bestyrelsen er fremsendt skriftlig meddelelse herom mindst 14 dages varsel til en 1. januar.
§ 12. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som ved sin adfærd skader klubbens anseelse, eller som direkte modarbejder klubbens formål og vedtægter. Beslutningen om eksklusion skal træffes af en enig bestyrelse. Vedkommende medlem skal, inden beslutningen om eksklusion træffes, have lejlighed til straks at udmelde sig selv af klubben eller fremføre sit forsvar for den samlede bestyrelse. Et medlem, som ekskluderes, har ret til at fordre spørgsmålet om eksklusion afgjort på førstkommende ordinære generalforsamling, bortset fra medlemmer som er ekskluderet på grund af kontingentrestance. Ved eksklusion og udmeldelse af klubben finder tilbagebetaling af kontingent ikke sted.
§ 13. Generalforsamlingen kan kun drøfte og beslutte om et medlems eksklusion, hvis eksklusionen er optaget som et særligt punkt på dagsordenen. Vedkommende medlem har adgang til generalforsamlingen under behandling af dette punkt, med ret til at fremføre sit forsvar, men er uden stemmeret. Generalforsamlingens beslutning om ekskursion kræver, at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer stemmer for eksklusionen ved skriftlig afstemning
§ 14. Et medlem som er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun genoptages i klubben efter en ny generalforsamlingsbeslutning, hvortil der kræves samme majoritet, som ved beslutning om eksklusion.
Afsnit 3: Klubbens Organisation
§ 15. Klubbens aktiviteter afholdes som fælles klubarrangementer eller under en af klubbens afdelinger. Alle arrangementer er åbne for alle klubbens aktive medlemmer. Kølbådsafdelingen varetager kølbådssejlernes interesser, samt planlægger og afholder navigationssejladser, tursejladser, fisketure m.v. Motorbådsafdelingen varetager motorbådssejlernes interesser, samt planlæger og afholder navigationssejladser, tursejladser, fisketure m.v. Juniorafdelingen varetager den sejlmæssige uddannelse af klubbens juniormedlemmer, samt planlægger og afholder stævner og kapsejladser m.m. Seniorsejlerskolen varetager den sejlmæssige uddannelse af klubbens seniormedlemmer i sejlførende og motordrevne både samt planlægger og afholder uddannelsesaktiviteter.
§ 16. Hver afdeling planlægger og afholder arrangementer indenfor sit område (jfr. Paragraf 15) Aktivitetsplan og budget forelægges bestyrelsen til godkendelse. I klubbens budget afsættes årligt et beløb til afdelingernes rådighed i henhold til godkendt årsplan.
§ 17. Den enkelte afdeling ledes af et afdelingsudvalg, som vælges af og blandt afdelingens medlemmer. Udvalget konstituerer sig med en formand. Afdelingen udarbejder selv bestemmelser for udvalgets størrelse, forretningsorden m.v. Disse bestemmelser forelægges klubbens bestyrelse til godkendelse. For juniorafdelingen gælder særlige vedtægter. For sejlerskoleafdelingen gælder særlige vedtægter. Afdelingernes udvalgsformænd indkaldes jævnligt til bestyrelsesmøder, hvor planlægning, økonomi og afholdte arrangementer gennemdrøftes.
§ 18. Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned og indkaldes med mindst 3. ugers varsel, ved e-mail og opslag på klubbens hjemmeside til alle medlemmer. Indkaldelsen slås op på opslagstavlen i klubhuset.
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Den endelige dagsorden, inklusive indkomne forslag, skal være bekendtgjort senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse, via e-mail og sejlklubbens hjemmeside Tale- forslags-, og stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år, som ikke er i kontingentrestance.
Valgbare til bestyrelsen er aktive medlemmer, som er personligt myndige og som har været medlemmer af klubben i mindst 1 år. Generalforsamlingen kan med 2/3 flertal dispensere for kravet om 1 års medlemskab.
Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde eller gennem fuldmagt udstedt personligt til et andet aktivt medlem. Hvert medlem har kun ret til at medbringe én fuldmagt. Til Ishøj Havns repræsentantskab er kun kontrakthavere valgbare og har stemmeret
§ 19. Dagsorden for generalforsamling, skal indeholde følgende punkter:
P.1 Valg af dirigent
P.2 Bestyrelsens beretning for det forløbne år
P.3 Revideret regnskab til godkendelse
P.4 Indkomne forslag
P.5 Drift- og likviditetsbudget for det kommende år til godkendelse og fastsættelse af kontingent for det kommende år
P.6 Valg af formand (på lige år), og kasserer (på ulige år) p.
7 Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (på lige år) og 3 bestyrelses medlemmer (på ulige år), samt 2 bestyrelsessuppleanter (hvert år)
P.8 Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
P.9 Valg af repræsentantskabsmedlemmer ifølge vedtægt for S/I Ishøj Havn
P.10 Eventuelt
§ 20. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, hvis 20% af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter begæring herom, med angivelse af hvilke punkter der ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senes 5 uger efter en sådan begæring er modtaget af bestyrelsen og skal bekendtgøres efter samme regler som ordinær generalforsamling (jfr. paragraf 18).
§ 21. Generalforsamlingen ledes af en valgt dirigent som ikke må være medlem af bestyrelsen. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved almindelig stemmeflertal (jfr. dog paragraf 13, 14, 18, 30, 31). Dirigenten bestemmer afstemningsmetoden. Dog skal alle valg og afstemninger foregå skriftligt, såfremt et medlem begærer det (jfr. dog paragraf 13). Der tages referat af forhandlingerne. Referatet underskrives af dirigenten. Har generalforsamlingen truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny forelægges for den samme generalforsamling.
Afsnit 4: Bestyrelsen
§ 22. Bestyrelsen konstitueres på første bestyrelsesmøde, der afholdes snarest efter generalforsamlingen, idet der vælges næstformand og sekretær. Således at bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer og 4 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov. En opgave kan tildeles et klubmedlem udenfor bestyrelsen. Den pågældende udfører da arbejdet med ansvar overfor bestyrelsen.
§ 23. Bestyrelsen varetager klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. Bestyrelsen ansætter og afskediger personale.
Bestyrelsen kan udpege repræsentanter til andre organisationer hvis der er behov. Hvis medlemmerne ønsker at et sådan valg skal ske på en generalforsamling skal bestyrelse efterfølgende sørge for at sådanne valg sker på generalforsamlingen
Bestyrelsens lovligt vedtagne beslutninger, og i henhold dertil foretagne handlinger, forpligter klubben.
Afgår formanden i utide indtræder næstformanden i dennes sted, indtil næste ordinære generalforsamling. Første suppleanten indtræder i bestyrelsen, indtil næste ordinære generalforsamling, således at bestyrelsen består af formand, kasserer og 5 bestyrelsesmedlemmer.
Såfremt et bestyrelsesmedlem fratræder i en valgperiode, indtræder 1. suppleanten i dennes pligter og rettigheder for den resterende del af valgperioden, uanfægtet egen valgperiode.
Ved et medlems forfald, indtræder 1. suppleanten i dennes pligter og rettigheder for det pågældende møde.
Ved et medlems ulovlige forfald, ved 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder, udtræder medlemmet af bestyrelsen og 1. suppleanten indtræder herefter i vedkommendes sted for den resterende valgperiode.
§ 24. Bestyrelsen mødes så vidt muligt én gang månedlig. Bestyrelsesmøde afholdes i øvrigt, når formanden bestemmer det, eller hvis 4 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom. To gange årligt afholdes udvidet bestyrelsesmøde, hvortil indkaldes tillidsrepræsentanter, som ikke er medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er tilstede (jrf. dog paragraf 25). I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted. Der tages referat af bestyrelsens beslutninger og handlinger. Bestyrelsen fastlægger i øvrigt selv sin forretningsorden.
§ 25. Klubben tegnes af formanden, eller næstformanden i forbindelse med kasseren. Ved køb eller salg af anlægsaktiver, samt ved optagelse af lån tegnes klubben dog af den samlede bestyrelse
§ 26. Bestyrelsen udfærdiger, i samarbejde med Ishøj Kommune, regler og bestemmelser for opførelse og anvendelse af bygninger og anlæg der ejes og/eller bruges af klubben.
Afsnit 5: Økonomi og regnskab
§ 27. Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Driftsregnskab, status og budgetter fremlægges i klubhuset senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse, og udsendes til medlemmerne med e-mail samt opsættes på klubbens hjemmeside
§ 28. Revisorerne skal senest 14 dage før generalforsamlingen have gennemgået det samlede regnskab og kontrolleret at beholdningen er tilstede. Revisorerne har pligt til at foretage uanmeldte kasseeftersyn.
§ 29. Klubbens midler anbringes på bedst mulige måde efter bestyrelsens afgørelse. Maksimum for den likvide kassebeholdning fastsættes af bestyrelsen
Afsnit 6: Vedtægtsændringer
§ 30. Ændringer af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, afholdt i tidsrummet 1. september til 1. maj, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer er tilstede og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for ændringsforslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling som ikke er iflg. ovenstående, skal bestyrelsen derefter inden 14 dage indkalde en ny generalforsamling med dette punkt på dagsordenen. Hvis også 2/3 af de afgivne stemmer på denne generalforsamling er for forslaget er det vedtaget, uanset antallet af tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.
Afsnit 7: Klubben opløsning
§ 31. Klubbens opløsning kan kun besluttes på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling, afholdt i tidsrummet 1 september til 1. maj. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig, når mindst 50% af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede. Til vedtagelse af forslaget kræves at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, som ikke er beslutningsdygtig iflg. ovenstående, indkaldes derefter inden 14 dage til en ekstraordinær generalforsamling med punktet på dagsordenen. Dersom også ¾ af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget, er det vedtaget uanset antallet af tilstedeværende stemmeberettigede. På generalforsamlingen træffes desuden beslutning om, hvorledes der skal forholdes med klubbens aktiver, herunder fast ejendom og løsøre. Denne beslutning træffes ved almindeligt flertal. Klubbens aktiver skal tilfalde idrætslige formål i Ishøj Kommune.
Afsnit 8: Ikrafttræden
§ 32. Nærværende vedtægter træder i kraft efter generalforsamlingen den 18 august 1986 Vedtægterne ændret i paragraf 15, 17, 19, 22 og 23 ved generalforsamlingen den 27 februar 1995 og træder i kraft straks herefter.
Vedtægterne ændret i paragraf 9 og 12 ved ekstraordinær generalforsamling den 26 marts 1998 og træder i kraft herefter.
Vedtægterne ændret i paragraf 19 ved ekstraordinær generalforsamling den 27 marts 2000 og træder i kraft straks herefter.
Vedtægterne ændret i paragrafferne 4, 18, 19, 21, 22, 23, 24, 26, 27 ved ekstraordinær generalforsamling den 11 maj 2015 og træder i kraft straks herefter.
Vedtægterne ændret i paragraf 9 og 18 ved generalforsamlingen den 27. februar 2017 og træder i kraft straks herefter. §7. ændret ved generalforsamlingen 12. marts 2018 og træder i kraft 1.1.2019
Vedtægterne ændret i paragrafferne 9, 18, 23 og 25 ved den ekstraordinære generalforsamling, den 12. april 2022 og træder i kraft straks.