Søg efter:
Nyhedsbrev august 2021

Årets generalforsamling blev, lidt Covid-19 forsinket, afholdt, den 14. juni 2021 og efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig i uændret form, blot har Søren overtaget kasserer tjansen fra Joanne.

Referat fra Generalforsamlingen er i øvrigt lagt ud på hjemmesiden og kan tilgås direkte via ovenstående link.

På det konstituerende bestyrelsesmøde blev en række væsentlig punkter diskuteret, dels i forhold til at forblive en attraktiv sejlklub, dels hvorledes vi kommunikerer med nuværende og potentielt nye medlemmer.

Formålet med Ishøj Sejlklub er klart udstukket i vedtægternes §2 – ”… formål er at fremme interessen for fritidslivet på søen” samt yderligere i §8 ”Det er ethvert medlems pligt at virke til gavn for klubben”.

Med andre ord – det handler om team work, vi kan meget individuelt, men endnu mere sammen.

I bestræbelserne på at forbedre kommunikationen, dels direkte, dels indirekte, arbejdes der intensivt på en række områder – eksempelvis

  • Denne informations mail, som forhåbentlig blot bliver den første i en lang række
  • En informations folder/leaflet om Ishøj Sejlklub, der kan uddeles samt henstilles på offentlige steder, eksempelvis havnekontoret

Hjemmesiden www.ishoejsejlklub.dk er under re-design og vil i løbet af september ”genopstå” i en mere nutidig udgave – med gyldig hensyntagen til klubbens historik og tidligere tiders aktiviteter – glæd jer!

Det er naturligvis meget godt med god og informativ kommunikation, men bagved ligger naturligvis de aktiviteter sejlklubben tilbyder. Vi har haft en forholdsvis ”standardiseret” aktivitetsplan de senere år, vi ”brainstormer” lidt omkring mulige, nye aktiviteter – eksempelvis:

  • Rigger kursus (tovværk, knob og splejsning)
  • Virtual Regatta
  • Muligheder for foredrag/demo (el i både, dansk søredning, brandbekæmpelse o.lign.)
  • Banko aftener, filmaftener mv.

Her vender vi så lige tilbage til det at være en forening – team work –  alle medlemmer er velkomne med bidrag. Sidder du/i med aktiviteter vi potential kunne tage op, så sig endelig til. 

Udover kommunikation og aktiviteter, har vi også stor fokus på, at klubbens ressourcer bliver anvendt bedst muligt, og i øvrigt i henhold til klubbens formål. Dette indebærer bl.a. en nøje gennemgang og opfølgning på klubbens økonomi, herunder de bagvedliggende aftaler.

Juniorafdeling

Vidste du/I at børn og unge på Ishøj havn har Køge bugts hyggeligste sejlklub placeret på Hummeren?

Det er der sikkert mange som ikke vidste 😊, men nu er en tilgang begyndt, og der er plads til endnu flere børn og unge der vil lære at sejle.

Vi har et par sejlerfamilier med børn, der i det seneste år er kommet til klubben og nu sammen med eksisterende kræfter, arbejder på at få endnu flere med i juniorklubben. De har selv båd i havnen, men syntes at juniorklubben er en fantastisk måde for deres børn, at få et netværk med andre børn der sejler og i øvrigt lære de grundlæggende teknikker og teorier så de bliver rustet til at begå sig på vandet.

Juniorerne sejler både foran klubhuset, i havnebassinet og ude i bugten alt efter niveau, så ALLE kan være med. Derudover foregår alt i trygge rammer, med følgebåde hvor forældre også kan få en plads, for det vigtigste er, at sejleren føler sig tryg og fortrolig med sejladsen 😊

Vi sejler hver mandag kl.17.00 – Så har du lyst til at prøve, så enten kontakt os på forhånd på juniorerne@ishoejsejlklub.dk, eller mød op med godt humør og tøj der kan tåle at blive vådt (det er også muligt at låne våddragter), så stiller klubben båd til rådighed.

Seniorsejlerskole

Den praktiske sejlads på seniorsejlerskolen er ved at frigøre sig fra Covid-19 grebet. Fra efterårssemestret 2021, vil der typisk være 3 elever per skolebåd/dag samt i en vis udstrækning mulighed for aspiranter. Denne åbning har medført, sammenholdt med, at 3 elever bestod den praktiske sejladsprøve efter forårssemestret, at vi har været i stand til, at ombordtage 11 nye elever i praktisk sejlads i efterårssemestret.

Omkring den teoretiske del af duelighedsbeviset (navigation og søsikkerhed), er det snart tid at tilmelde sig. Vi forventer, som tidligere år, opstart omkring uge 43.

Endelig overvejer vi at udbyde et Yachtskipper 3 kursus henover vinteren, dette dog afhængig af interesse samt ressourcer til gennemførelse af såvel den teoretiske som de praktiske emner.

Kølbådsafdeling

Kølbådsafdelingen, der hvert år har arrangeret indtil 4 kapsejladser, har grundet Corona pandemien i 2020 og 1. halvdel af 2021 måttet kaste anker.

I 2. halvdel af 2021 har det været svært at finde brugbare weekender, bl.a. på grund af et stort efterslæb af private arrangementer.

Kølbådsafdelingen vender stærkt tilbage i 2022 og kommer med en sejladskalender så hurtigt som muligt i det nye år.

Motorbådsafdeling

Den, fra tidligere år kendte pensionisttur, arrangeret af motorbådsafdelingen, må vi desværre udskyde til næste sæson.

Derimod er der planlagt en fisketur til lørdag, den 11. september. Deltagere mødes i klubhuset og hvis der er 20 tilmeldte eller mere, serveres der morgen kaffe og brød ellers mødes vi alle til skipper møde.

Der fiskes fra kl 10.00 til kl. 14.00 derefter vil de rvære indvejning på bro H 10.

Der vil være præmie for de 3 største fisk.

Tilmelding på opslag i klubhuset fra på søndag den 29-08

Øvrige arrangementer

Der planlægges, sædvanen tro, en sensommertur, hvor destinationen i år er Langelandsfortet.

Endelig er planlægningen af den store jubilæumsfest næste år i sin spæde opstart.

 

God vind.

Åbent hus i Ishøj Juniorer – prøv en optimistjolle simulator

Vil du prøve at sejle på land? … og har du mod til det kan du også prøve at sejle på vand? 😊

I weekenden 3.-5. sep. holder vi åbent hus hvis du vil prøve kræfter på vandet. Det vil være muligt at prøve en optimistjolle simulator på land, og vi har optimistjoller i vandet hvor du også kan prøve en tur med en af vores instruktører.

Derudover vil det være muligt at lære knob samt andet og høre lidt om juniorsejlads i Ishøj Havn.

Så kom og sejl med os😊

Fredag kl. 16-18
Lørdag kl. 10-18
Søndag kl. 10-15

Sensommertur Lørdag den 2. oktober 2021

Så lykkedes det igen at få arrangeret en tur.
Turen går i år til Langelandsfortet hvor der vil stå guider klar
til at vise os lidt rundt, så forhåbentlig går vi meget klogere hjem.
Efter rundvisning går turen hen for at få lidt mad.
Derefter forsøger vi at få en aftale i stand på et lokalt bryggeri hvor vi forhåbentlig kan blive lidt
klogere på den ædle kunst at lave øl.
Herefter går turen hjemad.
Vi kører over broerne ud og sejler hjem.

Prisen og tilmelding

Prisen for at deltage i dette arrangement er:
For medlemmer: 150.00 kr.
For ikke medlemmer: 300.00 kr.
Tilmelding og betaling senest den 15. september.
Da der er begrænset plads (en Bus fuld) er det først til mølle.
Tilmelding kan gøres på:
MobilePay: 43037 Reg.nr/Konto nr.1551-3326227900
Husk at notere deltagernavne samt evt. medlemsnummer.

Program for dagen

7.30: Bussen kører præcis fra Ishøj havn
10.00: Ankomst Langelandsfortet
10.30: Rundvisning.
12.30: Afgang Langelandsfortet.
13.00: Frokost og forhåbentlig rundvisning.
16.15: Færgen sejler fra Spodsbjerg.
19.00: Forhåbentlig er vi hjemme i Ishøj igen

Forventer alle lever op til relevante Covid-19 regler/restriktioner

Billeder kilde: https://langelandsfortet.dk/